OW: Fortæl mig om din første mand.

DVF: Egon [Eduard Egon Prinz zu Fürstenberg] og jeg mødtes på universitetet, og kort efter overraskede han mig med en ring, og vi blev forlovet. Den nat blev jeg gravid. Jeg fandt mig selv forlovet med den bedste fangst i Europa. Det var jeg flov over – jeg ville ikke have, at folk skulle tro, at jeg blev gravid med vilje. Min mor boede i Genève, og jeg gik til læge der for at afbryde min graviditet. Jeg fortalte det til min mor, og hun sagde: 'Er du skør? Du kan ikke gøre det uden at fortælle ham det.' Det syntes jeg var rimeligt. Så jeg sendte ham et telegram, som var i kode, for hvordan fortæller man det i et telegram? Det navn, vi havde for min menstruation, var Sophie, så jeg sagde: 'Sophie er forsinket, men bare rolig, jeg kan tage mig af det.' Og han sendte mig et telegram til gengæld.

OW: Hvilket du har den dag i dag.

DVF: Jeg gør. Der stod: 'Arranger bryllup til den 15. juli.' Og vi blev gift og kom til New York. Han kom med fly, men jeg tog båden. Jeg ville komme langsomt. Jeg ville tænke på mit liv og min fremtid.

OW: Du kom målrettet med båd!

DVF: Jeg var så søsyg, og jeg havde også morgenkvalme, så jeg nød det ikke rigtigt!

OW: Men du ankom. Og hvordan var den tid?

DVF: Vi var meget It-parret.

OW: Var en prinsesses liv alt, hvad du havde forestillet dig?

DVF: Jeg havde aldrig tid til at forestille mig. Snart var der en skandaløs historie om os i et blad, og på forsiden var der et smukt billede af os to og vores lejlighed, og der stod: 'Parret, der har alt - men er alt nok?' Jeg læste denne artikel og så billederne - jeg kiggede på os, og jeg kunne ikke lide, hvad jeg så. Jeg troede, Jeg kan ikke tage ansvar for os som par. Jeg kan kun tage ansvar for mig. Jeg følte dengang, at vi skulle skilles.

OW: Det vidste du.

DVF: Ja.

OW: Vidste du det på grund af den måde, du er opdraget på? Gennem hele din bog taler du om, hvilken stor indflydelse din mor var – hvordan hun gjorde dig stærk. Hvordan definerede hendes liv dit?

DVF: Hun mistede sin frihed. Hun var i fangenskab i 13 måneder, i Auschwitz og derefter Neustadt-Glewe. Da hun kom tilbage, vejede hun 59 pund. Det er et mirakel hun overlevede, et mirakel jeg blev født. Jeg er frugten af ​​det, min mor levede. Hun gjorde mig så stærk. Hun gjorde mig selvstændig. Hun lærte mig, at frygt ikke var en mulighed. Hvis jeg var bange for mørket, ville hun lukke mig inde i skabet, indtil jeg indså, at der ikke var nogen grund til at være bange. Og den anden lektie, hun lærte mig, er aldrig, aldrig, nogensinde at tænke på dig selv som et offer. Uanset hvad.

OW: Siger moderen, der overlevede Auschwitz.

DVF: Ja. Efter at hun døde, gav en kusine mig en hel masse familiebilleder, og blandt dem var der en kuvert, hvor der stod 'Lily 1944'. Lily var min mor. Indeni var der to små sedler, hun havde skrevet på lastbilen, efter hun blev anholdt. Hun smed dem på gaden i håb om, at nogen ville levere dem til hendes forældre. Og det gjorde nogen, og der var de i mine hænder. Hun sagde, pas på jer selv, for når jeg kommer tilbage, vil jeg have et smukt bryllup, og jeg vil have, at I skal være der, og jeg vil have, at I er ved godt helbred. Og hun sagde, jeg ved ikke, hvor jeg skal hen, men du skal vide, at jeg går afsted med et smil.

OW: Utrolig.

DVF: Det var min mor.

OW: Hun lærte dig at være stærk, men i bogen beskriver du en tid, hvor du ikke var stærk – du var i et forhold, der gjorde dig tavs. Jeg tror, ​​han hed Alain. Du mistede stemmen med ham.

DVF: Jeg gjorde. Han var en kunstner, og jeg troede, jeg ville være hans muse. Det var fint et stykke tid. Vi havde en fantastisk tid, men jeg opgav min identitet, mit arbejde. Da han mødte mig, havde jeg min store lejlighed og leopardtæpper og sexede sko, og han elskede det – det var ham, han blev forelsket i. Men så forsøgte han at ændre mig til noget mindre, mere stille, og jeg lod ham det, og da jeg var færdig med at ændre mig, ville han ikke have mig mere.

OW: I løbet af den tid, hvordan kom din stemme ikke til udtryk i dit liv? Alle bar din slå-om-kjole, inklusive mig tilbage i 1974. De var overkommelige...

DVF: $86!

OW: Men så gik det væk.

DVF: Vi havde mættet markedet. Jeg solgte virksomheden, som blev reduceret til praktisk talt ingenting. Det var de år, jeg mistede stemmen. Og da jeg mistede stemmen, fik jeg kræft i tungen. Det var 20 år siden.

OW: Wow. Det er fantastisk.

DVF: Men for 15 år siden begyndte jeg at se, at unge, hippe piger købte mine slå-om kjoler i vintagebutikker. Det var da jeg startede igen. En helt anden generation købte kjolen.

OW: Jeg vil vædde på, at det var som en musiker, der hørte sine sange efter år og år. Og nu er kjolen tilbage igen for fuld kraft.

DVF: Udstillingen viser et fotografi af fru Obama, der bar kjolen til sit første julekort som førstedame. Jeg vidste det ikke – det var Annie Leibovitz, der fortalte mig. Så jeg ringede til Det Hvide Hus, og jeg sagde: 'Må jeg få et julekort?' Og de sendte det til mig.

OW: Og så American Hustle.

DVF: Ja, American Hustle. Slå-om-kjolen var praktisk talt en karakter i filmen.